Skip to content

Om Gjøl

I kontrast til det brusende hav, finder du den rolige Limfjord med idylliske havnemiljøer – ikke mindst i fjordbyen Gjøl i Jammerbugt kommune, der især om sommeren summer af liv, og hvor der indenfor det seneste år er sket en stor udvikling på havnen og i byen

Gjøl som ligger i en afstand på 22 km fra Aalborg var indtil 1930 en ø (deraf udtrykket på Gjøl) på 23 kvadratkilometer i Limfjorden. I 1919 blev Gjøl forbundet til naboøen Øland via en dæmning, og i 1940 blev Gjøl med omfattende dræning på et område nord for øen gjort landfast med Vendsyssel.

Havnen var og er et af de faste mødesteder for byens borgere dengang og i dag. Her ankom GØL-båden fra 1908-1940 hver dag med friske varer fra Aalborg, og i mange år var havnen en fælles arbejdsplads, hvor fiskere mødtes for at hjælpe hinanden med pæle, ruser, garn og både. Øens beboere rundede ofte havnen for at se, om der var friske fisk til middagen, og nu runder mange gjølboere havnen for at se på vandet og vejret. Nogle skal lige vurdere, om vejret egner sig til en ro- eller sejltur, eller om der kan surfes.

Gjøl har lagt navn til gjøl-troldene, som blev skabt i byen af Thomas Dam tilbage i 30’erne. Troldene er sidenhen blevet verdenskendte.  Byen er ligeledes kendt for pølsefabrikken, Gøl Pølser, som blev startet på Gjøl, og senere flyttede til Svendstrup ved Aalborg.

 

På havnen ligger Gjøl kro, der blev genopbygget i 1901, den gamle kro fra 1851 brændte ned i efteråret 1900. Såvel kro som by spiller en rolle i Hans Kirks roman Fiskerne. Kirk fik inspirationen til romanen under et ophold i Gjøl, hvor han boede på kroen.

I dag (2021) bor der ca. 1100 mennesker på Gjøl.  Gjøl skole har sammen med vuggestue og børnehave 113 børn.

For mere information om Gjøl se nyttige links i bunden af siden.

Aktiviteter

Gjøl by og området omkring Gjøl byder på mange aktiviteter. Havnen er om sommeren det store trækplaster, hvor der er mange musikalske og kulturelle indslag. Information om sommerenes program vil være tilgængelige på facebook og ligge fremme i servicevognen. Endvidere vil der fra havnen være mulighed for at surfe, sejle i kajak og mindre sejlbåde på fjorden. For de mindre er der også rig mulighed for at fange krabber og spise is, og har man lyst til en dukkert har havnen anlagt en fin ponton badebro. Her er der fine og rolige badeforhold til alle aldersklasser.

Byen har også deres eget troldmuseum, der fortæller hele historien om de populære trolde, samt viser et bredt udsnit af produktionen med mange sjældne trolde.

For en skare af ildsjæle er det lykkedes at samle penge ind til at få genopbygget den gamle GØL-båd, som s ligger til i havnen, hvorfra man kan komme på sejlture ude på Limfjorden hvis man er medlem.

Endvidere kan der efter forespørgsel kunne arrangeres byvandring, hestevognsture, besøg på en nedlagt minkfarm mm.

Naturen omkring Gjøl har også meget at byde på. Man kan bl.a. tage en tur ud på Bjerget og Ulvedybet med den fine Ølandsdæmning og studere et rigt fugleliv. Turen fra byen og derud er velegnet på cykel. Endvidere er der et fint anlagt stisystem langs fjorden fra Isbakken til havnen, som er en gåtur værd.

Da Gjøl har en central placering i Vendsyssel er det muligt inden for kort afstand at nå nogle af disse aktiviteter:

På vores facebook side kan man følge med i pensionatets aktiviteter og udvikling.